Vuggestuens værdigrundlag:
I vuggestuen skaber vi gennem nærvær og omsorg et trygt læringsmiljø, hvor børnene får de bedste rammer for at udvikle personlige og sociale kompetencer, således at de får en god start på et godt og trygt børneliv.
Ovennævnte værdigrundlag er uddybet i følgende formålsparagraf:
”Institutionens formål er at skabe et trygt miljø for børn, hvis forældre går på arbejde eller af pædagogiske grunde ønsker hjælp og støtte i opdragelsen af deres børn i overensstemmelse med Landsforeningens formålsparagraf:”
Institutionen skal sætte sig som mål at give en fordomsfri opdragelse, der fremmer evnen til et aktivt fællesskab, og som giver det enkelte barn mulighed for at udvikle sine evner og anlæg i en glad og tryg atmosfære. Institutionen står åben for alle uanset race, religion og politisk anskuelse. Politisk og religiøs påvirkning må ikke finde sted. Institutionen bør arbejde for at fremme tolerance og medmenneskelighed.
At være fordomsfri er ikke det samme som at være holdningsløs. Det betyder, at vi ikke er fordømmende i vores omgang med børn og forældre. Vi accepterer fuldt ud, at mennesker har forskellige normer, og vi prøver hver dag at forstå disse. Blandt andet ud fra dette kan vi tilgodese det enkelte barns behov og respektere børnenes forskelligheder.
Vi skaber et miljø for børnene ved at være det sted i deres verden, som næst efter deres eget hjem er det mest kendte og trygge, og hvor børnene hver dag er i de samme fysiske rammer med de samme børn og voksne. Vi opfatter os selv som et godt supplement til barnets eget hjem
Naturligvis har vi som personale i vuggestuen også vores forskelligheder og holdninger. Vi skal ikke pådutte børn og forældre disse holdninger, men i en åben og fri dialog og ved eksemplets magt, skal vi afspejle, hvem vi er, og hvad vi står for. Derigennem lærer vi børnene, hvad et helt og ægte menneske er.
Vi fremmer børnenes evne til at indgå i et aktivt fællesskab. Det gør vi for eksempel ved at stille nogle gode rammer til rådighed for børnene, så de frit kan lege - enten alene eller sammen med deres kammerater. Vi programsætter ikke børnenes hverdag med fastlagte aktiviteter, men vi ser den store udfordring i at få børnene til at fungere i et aktivt socialt samspil. I denne forbindelse anser vi den frie leg som værdifuld, men også det tilfælde, hvor vi som voksen vælger at sætte en leg eller aktivitet i gang eller arbejder med et bestemt tema/projekt mener vi er værdifuldt.